Kære medlemmer,
Som vi orienterede om den 9. november 2023 har Dan fortrudt at have taget posten som formand
frem til ordinær generalforsamling 2024, og vi skal således igen mødes i Valhalla for at vælge en
formand.
Frem til den nye ekstraordinære generalforsamling består bestyrelsen af vores kasserer Eigil og fire
bestyrelsesmedlemmer (Jørgen, Flemming, Nikolaj og Gitte).
Hvad vil det sige at blive en del af bestyrelsen, spørger du måske?
– deltagelse i et månedligt bestyrelsesmøde og efter behov,
– en fra bestyrelsen deltager i et månedligt bestyrelsesmøde i hovedbestyrelsen,
– dele af bestyrelsen er til rådighed for henvendelser i klubhuset ml. kl. 10-12 en månedlig lørdag i
vintersæsonen og hver anden lørdag i sommerhalvåret,
– bemande byggeudvalget, som bistår Carsten Lohse med arbejde omkring salgsgodkendelser og
besvarelse af henvendelser herom,
– vedligeholdelse af lokalforeningens hjemmeside www.ofharrestrup.dk,
– deltagelse i løsning af praktiske og administrative opgaver efter behov og evner,
– arbejde omkring medlemmers manglende overholdelse af regler for renovation/sortering
– besvarelse af mail-henvendelser
– drift af digitale vandmålere,
– bemanding af akuttelefon
– udlejning af Valhalla (”udliciteret” til Lis som frivilligt arbejde)
– planlægning og gennemførelse af generalforsamlinger,
– bidrage til foreningens sociale liv (fx Skt. Hans, sommerfest og frivillig frokost i samarbejde med
foreningens frivillige),
– samarbejde med foreningens medarbejder, vejrepræsentanter og øvrige frivillige kræfter i
foreningen,
– involvering i foreningens økonomi i samarbejde med vores kasserer,
– involvering i indkøb af maskiner til driften, fx græsslåmaskine og rive til traktor,
– it-vedligeholdelse
– diverse udvalgsarbejde, drift og vedligeholdelse
– Ballerup Kommunes kolonihaveindsats (arbejdet er pt. ”hvilende”. Bestyrelsen bidrager ikke til
de kommunale kontroller etc., men havde et stort arbejde omkring Lokalplan 182, som
Planklagenævnet endte med at ophæve. Så vidt vides afventer kommunen en stramning af
kolonihaveloven, hvorefter der forventes et nyt udspil fra kommunen),
– drømme, ideer og visioner om foreningens fremtid, om end vi desværre sjældent når dertil i
arbejdsbunken,
– etc.
Ovennævnte opremsning er ikke for at afskrække nogen fra at stille op – tværtimod! Arbejdet kan
både være interessant og givende, men mængden kan også være med til at give den ”metaltræthed”, der fra tid til anden ses hos afgående bestyrelsesmedlemmer, når tidskabalen ikke går op
mellem arbejde, familie, andre interesser, hvile og bestyrelsesarbejde.
Arbejdet er frivilligt, og ingen bestyrelsesmedlemmer modtager honorar. Vi modtager hver en årlig
skattefri godtgørelse, som ifølge statens takster for 2023 udgør kr. 3.950. Beløbet opdeles og udbetales kvartalsvis bagud. Herudover bliver vi bespist med et måltid hverdagsmad til
bestyrelsesmøderne.
Hvis du har et ønske om, at din haveforening også skal fungere fremover, kan vi kun opfordre dig til
at stille op til en bestyrelsespost, eller bidrage med frivilligt arbejde til løsning af en eller flere
opgaver, du kunne finde interessante.
Mange hilsner
OF Harrestrup
Eigil, Jørgen, Flemming, Nikolaj og Gitte